De sidste 2 måneder har jeg været træt.
Træt, på grund af for meget arbejde.
Træt, på grund af jeg har involveret mig i mere end jeg kan overskue lige pt.
Træt af, at jeg ikke har haft mere overskud til min familie.
Træt af, at vi ikke kan forstå hvor vigtig en god uddannelse er for vores samfund.
Træt af, at vi ikke forstår hvor vigtig læreren er for en god uddannelse.
Træt af, at vi har mere fokus på kompetencer end dannelse og innovation.
Træt af fokus på tal, istedet for mennesker.
Træt af, at det er så svært for os, at hjælpe andre mennesker.
Træt af, at vi ikke kan passe på vores jord.
Træt af, at vi ikke kan tænke anderledes end vækst.
Træt af nej og ja hatte.
Træt af snak, men ingen handling.
Træt af debatøre der kun er interesseret i at få ret, istedet for at blive klogere.
Træt af, at ingen tager ansvar.
Træt af penge.
Træt af mistillid.
Hvorfor giver jeg så ikke bare op? Tjaa jeg er en ret dårlig taber. Men det er nok mest på grund af opbakning fra min fantastiske familie. Udsædvanlig dygtige kollegaer der forstår, at engang imellem er man bare træt. Elever og forældre der går rundt med et lille smil på læben, på grund af vores arbejde. Og så er vores allesammens skole alt for vigtig til at give op på, uanset hvor træt man er.
Heldigvis er det snart sommerferie, som jeg skal nyde sammen med min familie og gode venner. Masser af kognitiv opladning, så jeg er klar til et nyt skoleår, som bliver endnu bedre, endnu sjovere og endnu vildere.
Fordi den eneste evige vækst, er den kognitive.